Endnu en disciplinærsag har ramt AGF efter, at det kompetente udvalg under DBU anført af en formand, der i flere aviser adskillige gange afviser, at han skulle have grund til at forsvare udvalget(!). De færreste i Huset forsvarer Graulunds handling og karantænen er da også accepteret, så vi nu antager en solid førsteplads i karantæner uddelt efter kampens afslutning. Disciplinærudvalget står dog atter tilbage som den synlige manifestation på, at DBU er bygget på indsatsen af frivillige amatører, hvis kommunikation til omverdenen minder om scener fra “Dagbog fra midten.”

Tilsyneladende går man imod tidligere tiders praksis om, at et dommerskøn er et dommerskøn. I hvert fald er det nu et spørgsmål om, hvilken vinkel dommeren har set hændelsen fra. Fortryder dommeren nogle dage senere (f.eks. efter at udvalget er gået aktivt ind i sagen og ikke lægger pres på dommeren) så kan sagen tages op. Kan dommeren til gengæld efterfølgende ikke se, at en spiller i gul trøje sparker en spiller i sort trøje ned, så er der ikke noget at gøre. Må vi i de tilfælde anbefale, at udvalget så uddeler 2 dages karantæne til dommeren for at være stæreblind, når de nu ikke kan/vil straffe forseelsen.

Johnny Rune har i øvrigt også udtalt, at medlemmerne selvfølgeligt ikke har tid til at tage alle sager op og se alle kampe (og derfor sætter deres lid til Onside). Den slags udtalelser giver jo anledning til tankeeksperimenter. For hvad ville disciplinærudvalget gøre, hvis AGF stillede op med en følgende trup og tidligere/nuværende AGF-spillere til en kamp:

Windfeld

John Jensen - Torben Piechnik - Jan Halvor-Halvorsen - Gunnar Lind

Mickey Doyle - BSN - Tøfting - Dennis Siim

Frank Pingel - Graulund

Bænk:
Kenni Andersen
Leon Andreasen
Peter Degn
Nocko Jockovic
Kim Ziegler

Der er ingen tvivl om, at dette hold ville overbebyrde disciplinærudvalget i sådan en grad, at de sidste karantæner først ville være behandlet og trådt i kraft længe efter sæsonafslutning.

En dejlig tanke ved ovenstående opstilling er, at samtlige modstandere hellere ville pisse i deres shorts end at stille op til 90 minutter mod de hårdeste hunde, der har spillet i den hvide trøje. Det er jo også på grund af disse spillere og deres kompromisløshed, at…”Trøjen forpligter i AGF”.

Der er næppe nogen tvivl om, at Peter Graulund er en af de mest forhadte spillere i suppen blandt andre holds fans. Hadet til Graulund er så stort, at de fleste fodboldtilhængere har svært ved at se, at karantænen mod ham nok er retfærdig set i lyset af hans handling(er), men ikke desto mindre er forkert og et groft skred i forhold til det i øvrigt ellers totalt arbitrært dømmende ”disciplinær-udvalg”.

Nu er det ikke en popularitetskonkurrence at spille i superligaen, og hadet mod Graulund skal nok snarere ses som et kvalitetsstempel. Det kan godt være, at Bedi Buval og Gilberto Macena spiller mindre hårdt end Djiby Fall og Peter Graulund, men hvem husker man om 25 år?

I Århus har man nok altid værdsat hårdt spil, iltert temperament og fighterhjerte lidt mere end andre steder. Spillere som Brian Steen Nielsen (”kniv” blandt venner), Stig Tøfting, John Stampe og flere andre publikumshelte forstod, at man ikke kan vinde kampe eller pokaler uden af og til at tackle igennem eller ekspedere bolden ud af kommunen. Men derfor kan vi også i Århus have spillere, som vi hader – og hader meget. Her er en top tre over hadespillere, udpeget i samarbejde med Galehusets brugere. Det er kun aktuelle spillere, der er med på listen – hvorfor Johnny Rune ikke er med.

1. Morten Karlsen, FCN
En ting er at være en aggressiv hårdt spillende midtbaneoprydder (Kàri!), noget andet er at spille svinsk, tackle og sparke sig igennem med en åndssvag hjelm. Tag dog hjelmen af og tag dine tæsk som en mand! Det er i øvrigt ikke rugby, vi spiller.

2. Peter Madsen, BIF
Tudeprins med psykopattilbøjeligheder, grimt garn og mega ringe – men så alligevel med det paradoksale tilnavn Magic.

3.Henrik Hansen, OB
Nummer 3 for i efteråret at have været en helt igennem usmagelig spiller, når han ikke har fået det til at fungere. Godt med svinske eftertacklinger krydret med svanens død, når han selv var “offer”.

Der var mange med i opløbet i denne ”konkurrence”. Som outsider kan nævnes Søren Pedersen, RFC. Måske ikke en hadespiller, men mange vil nok være enige med Stig Tøfting i, at han er øretæveindbydende. FCKs førstehold var indstillet kollektivt til prisen med Hjalte Bo Nørregaard i spidsen, men måtte se sig slået.