En på mange måder fremragende (hvornår har man sidst kunnet sige det?) AGF halv-sæson er afsluttet. Spillemæssigt har vi set fodbold, vi troede var forbeholdt større og mere traditionsrige klubber som SønderjyskE og i tabellen ligger vi markant foran den internationale techno-topklub Aalborg BK (Udtales Arlbårk Bee Kay - prøv om i kan synge på den, “den røde fare”).

På trods af, at det da er dejligt at kunne se AGF’s placering i tabellen, uden at skulle vente på at Tekst-TV skifter til side 2, er det klart at når sæsonen er slut, er vi fint tilfredse bare vi ligger foran 11. pladsen. Vi har alligevel glemt hvordan medaljer ser ud, og hvorfor så lægge unødvendigt pres på en ny træner, der i forvejen har flossede nerver efter sin tid i ulvehulen.

Men det er nu hverken Fissef…. Erik Lokums…. Erik Rasmussen (jaja, vi må gerne indtil d. 5!) denne tale skal handle om. Heller ikke afgående Ove Pedersen (hil dig!) eller nytilkomne Sorin og Howard.

For 2008, var også året, hvor Galehuset blev dømt “døde og borte”, selvom det slet ikke var tilfældet. 2008 var året hvor vi samlede os - på trods af modgang - og imod alle odds, stadig var at finde både på hjemme & udebane.

Nøgleordet for 2008 var: Overlevelse, for 2009 er det: Stemning

Read the rest…