Udkantsdanmark

Uncategorized No Comments

Udkantsdanmark. Randområderne. Den rådne banan. Den del af Danmark, der ikke består af alt for dyre, kommunalt finansierede stadions, overbetalte udenlandske lejesvende og Karsten Aabrink,  fylder ikke meget i sportspressen, eller pressen i det hele taget. Men der er - tilsyneladende - en verden udenfor Århus, Odense, København og andre byer, der ligger jord til pæne superligaklubber med polerede og professionelle forhold.

Galehuset har derfor besluttet at sætte fokus på denne mindre glamourøse del af Danmark, det der også kendes som 1. division (selvom det er fodbold på 2. klasse). I den kommende tid vil vi derfor sætte fokus på så sølle steder som Søllerød-Vedbæk, Trekantsområdet, Viborg, Gladsaxe og andre lokaliteter, der tilsammen udgør fodboldens randområde.

Faktisk vil vi gå så vidt, at vi i løbet af det kommende års tid vil arrangere busture til udvalgte steder i de byer og områder, der til sammen udgør den rådne fodboldbanan og med egne øjne opleve, hvordan denne fodboldens underklasses hverdag ser ud.

Men indtil da vil vi med en række fokusartikler sætte spot på udvalgte byer og klubber, så folk kan forberede sig på denne chokerende oplevelse.

Galehuset til genoptræning

Nyheder No Comments

Fire af Galehusets mest fysisk fitte individer (udvalgt blandt samtlige fire, der havde meldt sig frivilligt) var tirsdag den 27. oktober til genoptræningssession med AGFs sundhedssektor samt to af de midterforsvarere, der af og til går i stykker, Anders Kure (bøjet ribben) og Dan Thomassen (sidste skade var vel et overrevet ledbånd erhvervet ved at sparke en modstander ned…). Lad os sige det som det er: AGF har nogle yderst kompetente og engagerede fysioterapeuter, og vi vil ikke længere brokke os over dem, når nye spillere går i stykker på en motionscykel.

Efter træningen har vi følgende konklusioner, som vi vil huske på, næste gang vi skriger frustrationerne ud over dårligt spil og manglende tilbageløb på Communale:

- Vi har en fantastisk dårlig kondition, og efter to spurtøvelser var der dømt massive vejrtrækningsproblemer. En multiallergiker ville have det lettere med at få vejret i høstsæsonen i Herning end deres udsendte. Sjovt nok skulle hverken Kure eller Thomassen nyde noget, men de forsikrede at de er bedre form end os.
- Vi har dårligere led end selv de mest skadede AGF’ere, og har i gennemsnit 120 % dårligere knæ end Mads Jørgensen og Niels Kristensen til sammen. Det er altså ikke - som vi ellers var nogen der troede - i sig selv en adgangsbillet til AGF at have dårlige knæ
- Vi har dårligere boldføling end Ulrik Lindkvist med bind for øjnene og tunge vægte om begge ben.

Alt i alt: Det er fandme godt, at det ikke er os, der løber rundt nede på grønsværen. Trods alt!

Som bonusinfo kan oplyses:
- Anders Kure kan efter sigende balancere på en stor gymnastikbold - men medgav, at det var svært. Det vil vi også gerne medgive, uden at kunne balancere på den skide bold (se AGFs web-tv for vores ynkelige forsøg).
- Anders Kure ved nu, at det hedder en Anders Kure at sparke en modspiller hårdt i akillessenen, netop som han modtager bolden.
- Dan Thomassen mener, at det alene er af genetiske årsager, at han og andre GF’ere ikke er lige så pumpede som Carlos Tevez og andre.
- AGF har fire gange så mange fysioterapitimer til første holdet som AaB havde under Hamren.

Galehuset - verdens første CO2-neutrale fanfraktion

Nyheder 4 Comments

Galehuset vil være foran på fanscenen. Derfor går fraktionen nu 100% CO2-neutralt og økologisk. Vi vil fortsat støtte AGF 100% - men det skal ske i bæredygtige rammer. Fremover får dette følgende konsekvenser:

- Busture foregår kun i busser, der kører på biobrændstof, og med en CO2-kompensation på et plantet træ pr fan pr 100 km.
- Ture indenfor det østjyske (Randers, Horsens, Vejle) sker på cykel
- Der drikkes alene økologisk thy-bajere på turene
- Der spises alene vegetariske og økologiske klidkiks
- 10% af omsætningen doneres til socialt udsatte børn
- Der plantes et træ pr affyret romerlys for at neutralisere CO2-effekten.

Vi håber på alles forståelse for denne politik, og opfordrer naturligvis alle andre fraktioner til en lignende politik.