Udkantsdanmark

Uncategorized No Comments

Udkantsdanmark. Randområderne. Den rådne banan. Den del af Danmark, der ikke består af alt for dyre, kommunalt finansierede stadions, overbetalte udenlandske lejesvende og Karsten Aabrink,  fylder ikke meget i sportspressen, eller pressen i det hele taget. Men der er - tilsyneladende - en verden udenfor Århus, Odense, København og andre byer, der ligger jord til pæne superligaklubber med polerede og professionelle forhold.

Galehuset har derfor besluttet at sætte fokus på denne mindre glamourøse del af Danmark, det der også kendes som 1. division (selvom det er fodbold på 2. klasse). I den kommende tid vil vi derfor sætte fokus på så sølle steder som Søllerød-Vedbæk, Trekantsområdet, Viborg, Gladsaxe og andre lokaliteter, der tilsammen udgør fodboldens randområde.

Faktisk vil vi gå så vidt, at vi i løbet af det kommende års tid vil arrangere busture til udvalgte steder i de byer og områder, der til sammen udgør den rådne fodboldbanan og med egne øjne opleve, hvordan denne fodboldens underklasses hverdag ser ud.

Men indtil da vil vi med en række fokusartikler sætte spot på udvalgte byer og klubber, så folk kan forberede sig på denne chokerende oplevelse.